Som et eksempel på en af de ekstraordinære skatter, som kræver en parlamentarisk bevilling, kan nævnes den bryllupsskat, der udskrives i 1478 i anledning af tronfølgeren, den senere kong Hans', bryllup.

I skattebrevet, som oplæses på tinge af lensmændene, forklares omhyggeligt formålet med skatten. Tronfølgerens bryllup må nødvendigvis holdes ”med den kost, som Os og Danmarks indbyggere ærligst være kan”. Når det gjælder kongehusets renommé og den nationale prestige, må der ikke spares på omkostningerne, må meningen være. Desuden henvises til præcedens – sådan gik det også for sig under Christian I's forgængere. Christian I appellerer desuden i indsmigrende vendinger til bøndernes velvilje ved at gøre opmærksom på, at han ikke kan ”afstedkomme” de påkrævede bryllupsfestligheder uden deres hjælp. Endelig gør han opmærksom på, at skatten er bevilget af rigsrådet på et møde i Kalundborg i fasten.

Parlamentarisk og forfatningsmæssigt er skatten altså dækket ind. Da skatten udskrives i Jylland, hedder det, at den er skrevet på Sjælland, Fyn, Falster og Lolland ”og allerede dér udgives”. Om Skåne hedder det mere beskedent, at dér er skatten ”tilladt”. Meningen er tydeligt at bortvejre de jyske bønders modvilje ved at gøre opmærksom på, at alle andre allerede er i gang med at yde skatten.

Fristen for bryllupsskatten sættes til Olavs dag den 29. juli 1478, men selv med alle disse gode argumenter sker det, at opkrævningen går trægt. Skatteyderne demonstrerer modvilje eller er simpelthen forarmede. Måske er det i virkeligheden lensmændene, der har smølet. I hvert fald bliver det nødvendigt at udsende rykkere så sent som i oktober, hvor skatten for længst skulle have været indbetalt. Heller ikke her lægges der skjul på formålet. Der sker det uheldige, at det talstærke og fornemme bryllupsselskab bliver opholdt af modvind på Storebælt og derfor ikke kan rejse hjem. Den 3. oktober sender Christian I fra Antvorskov kloster et nødråb til alle lensmænd, hvor han beordrer skatten tilsendt i kontante penge, ”at vi hende straks må udfange”. Kongen har hårdt brug for pengene ”til sådan svar kost og tæring, som Vi nu have holdt og endnu holde her med disse fremmede herrer og fyrster”. Kongen understreger, at bryllupsgæsterne medbringer et stort følge og ”ej kan over komme for genbør”. Christian I har dog sikkert forstået at underholde sine gæster med jagtudflugter i Antvorskovs skovrige omgivelser.