Det er kun bønder og borgere, der betaler skat. Adel og kirke er skattefrie.

Højadelen, som består af de rigeste adelsfamilier, har stor magt og indflydelse på statens styre. Den ejer omkring halvdelen af den danske jord og har tilkæmpet sig en lang række arvelige særrettigheder. Een af rettighederne er skattefrihed. Til gengæld gør højadelen krigstjeneste i stort omfang.

Kirkens folk er skattefrie, fordi de forretter gudstjeneste og sjælesorg.

Indirekte bliver de privilegerede dog beskattet, når der opkræves skatter af deres fæstebønder.

I krisetider, f.eks. under krige, epidemier og ved fejlslagen høst, kan de privilegerede adelsmænd, præster, munke og biskopper dog blive pålagt ekstraskatter.

De fattige svarer ikke skat. Til gengæld mangler de en række sociale rettigheder. Normalt regnes man for fattig og dermed socialt udstødt, hvis man blot driver et mindre landbrug uden kornavl. Det er de kornavlende, skatteydende bønder, der optræder som synsmænd eller nævninge på tinge, og kun skatteydere kan deltage i ”ætteboden”, middelalderens gensidige familieforsikring. Først i begyndelsen af 1900-tallet får fattige og ubemidlede stemmeret og bliver skattepligtige.