Skattesystemet er præget af stor enkelthed. Dog søger man at fordele byrden ved at samle skatteyderne i grupper efter princippet "Den rige hjælper den fattige".

Skatterne er nært forbundne med den landgilde, som fæstebønderne betaler, og med de afgifter, der hviler på fiskeri og andre erhverv. Skatter på lønnet arbejde findes ikke. En embedsmand kan altså beholde hele sin løn. Bønderne dyrker jorden i fællesskab, og udbyttet af de enkelte gårde er kendt af alle. Byerne er små, og man lever tæt sammen. Det er let at se, om en købmand har skibe i søen og hvilke varer, han køber og sælger, eller håndværkernes omsætning og levefod. Byerne betaler en fast sum, og borgerne er derfor stærkt opsatte på, at hver betaler efter sin formåen.

Skatter betales i proviant – korn til at bage brød, malt til at brygge øl, slagtekvæg, saltet kød, fjerkræ og æg – som hoffet og hæren ganske bogstaveligt fortærer. Et overskud kan sælges og lægger derved fundamentet til en kassebeholdning, den første kim til statskassen. Kongen foretrækker at få skatterne kontant i guld- og sølvmønter, som er internationalt gangbare og ikke har problemer med holdbarheden - selv om man ellers ikke var sart i middelalderen!